Endelig i bedring….

Vi skal på heldagstur til Uroøerne, de flydende sivøer, og Isla Taquile. Vi sejler fra havnen ved 7 tiden. Efter 45 minutter kommer vi til et kæmpe område med sivøer. Vi går i land, hvilket er en underlig fornemmelse. Det gynger under os og er vådt. Ovenpå alle sivene står sivhytter. Uros folket, som bor her, taler Aymara, som er et gammelt indianersprog. Det hele er meget turistet, men det er vores eneste mulighed for at se en kultur så speciel. Længere ude på søen bor andre Uroer, men de ønsker ikke turister og lever meget fattigt. Gennemsnitslevealdereren for dette folk er kun 50 årm hvilket skyldes måden de lever og bor på. Her er altid fugtigt eller vådt. Trods det turistede præg også en stor oplevelse. Vi sejler videre til Isla Taquile, som er en meget lokalt og fattig ø. Øen er smuk og det omgivende krystalklare vand som glitrer i solen gør det helt specielt. Vi vandrer rundt på øen, hvor vi langs stierne passerer lerhytter, hvor alt fungerer som for mange år siden. Det helt specielle ved denne ø er at mændende går rundt med strikketøj og kvinderne spinder garn. En mand skal kunne strikke ellers kan han ikke blive gift. De holder fri om søndagen. Vi ser små drenge gå rundt med strikketøj, hvilket virker helt forkert. Midt på øen har de et lille marked, hvor de sælger håndlavede trøjer, huer, vanter mm. Prisen er bestemt af øens overhoved og der kan ikke pruttes om prisen. Det der tjenes deles ligeligt mellem øens indbyggere. Det samme gælder det mad vi får til frokost. Det koster 15 soles i alle restauranter og pengene deles. Mændende på øen går med nissehuelignende huer. Enten hvid eller rød i toppen, hvilket symboliserer om de er single eller gift. Ret smart når de holder fest. Desværre har børnene her på Isla Taquile lært at række hånden ud hver gang en turist passerer. De tigger både slik og penge. De sælger også armbånd, som de næsten binder på ens hånd og så visker de prisen ind i ens øre. Meget irriterende. Efter frokost sejler vi tre timer for at komme tilbage til Puno. Tilbage på hotellet vender min feber tilbage, så jeg ligger i sengen mens Stefan pakker vores rygsække. Vi skal tjekke ud i morgen tidlig, så vi kan komme til Bolivia. En rigtig fin dag, dog lidt for turistet for os. Vi glæder os til at komme lidt ud på egen hånd igen.