Vi har planlagt vandretur til Campuan Ridge, som starter fra Ubud Palace og går gennem små landsbyer og rismarker. Turen starter godt med flisebelagt sti, som snoer sig gennem udkanten af Ubud. Her er meget roligt og det er svært at forstå, at vi er gået direkte fra det hektiske og larmende Ubud og ud til denne ro og idyl. Efter et par kilometer og shopping hos en lille lokal kunstner, stoppper stien og vi går nu langs med en trafikeret landevej, hvor biler og knallerter dytter og blæser forbi os. Idyllen har ændret sig til en pænt stressende oplevelse, hvor der ikke tages så meget hensyn til små børn og turister på vejene. På toppen af en stejl bakke, tager vi en vand og kikse pause på et lille indhak ved vejen. Der står også en lokal mand og vasker sin bil. Vi får spurgt, om vi er på rette vej og om vi skal fortsætte af denne hektiske vej. Denne mand, Gusti Sukerta, bliver vores redning, for han ville da godt tage os gennem rismarkerne udenom trafikken for 70.000 IRP, hvilket svarer til 35 kr. Så inden vi får set os om, har vi pakket alle børn, Jonas og jeg ind i hans bil og sendt Lisbeth og Stefan på gåben til startstregen. Og nu ændrer turen sig markant, for denne mand har en masse viden omkring naturen, rismarkerne og historien omkring Bali. Og alt dette krydrer han med små trix, som får børnene til at være helt opslugt af oplevelsen. Han laver sæbebobler ud af små stængler på bladene, putter en edderkop så stor som en voksen hånd i munden og lader den kravle ud over sit ansigt, spiller på blade og meget mere. Edderkoppeoplevelsen bliver modtaget meget forskelligt; Lisbeth og Stefan med to børn løber for livet og vi andre tager oplevelsen på første række – så man må sige, at der er lidt for enhver smag. Turen gennem rismarker er en mudret fornøjelse samtidig med, at vi skal balancere på små stier, hvor der er mudder og rismarker på hver side. Så vi nyder godt at Gustis hjælpende hånd, når hele familien Skrubbeltrang, skal ned af små skrænter med 6 børn og os selv uden at lande på numsen i mudderet. Det er kun mig, der tager en tur med fødderne i rismarken, da jeg med GoPro i den ene hånd og nyindkøbte malerier i den anden hånd glider ned af en mudderbakke. Heldigvis har jeg en flink kusine, der forsøger at redde mig, hvilket resulterer i, at vi begge er ved at ende på numsen i mudderet. Og dette er kun lige i starten af turen. I dag mærker vi det skønne ved uforudsigeligheden og spontaniteten. Fra at være på vandretur alene til at komme på en yderst oplevelsesrig tur gennem rismarkerne. Og Gusti skulle alligevel ikke lave andet i dag end at vaske sin bil,
Tilbage på hotellet bestiller vi frokost, som de serverer kl. 16. De er ikke de hurtigste til at lave mad her på hotellet, men det er vist generelt hernede, at tingene ikke går så hurtigt. Børnene får et par timer ved poolen inden vi tager til “hanekamp” et par kilometer fra hotellet. Her oplever vi det meget lokale og lukkede Indonesiske mandehørm, hvor flere 100 mænd er samlet og spiller på haner. Det er meget barbarisk og derudover dyremishandling, da disse haner får spændt en skarpt kniv på benet og skal så slåsse med den anden hane. Heldigvis er der så mange mænd, at vores børn ikke ser selve kampen. For det går meget hurtigt og det ender med sårede dyr. Vi tager ret hurtigt derfra igen sammen med den lokale fyr, som har taget os med derhen. Han arbejder på hotellet og har tilbudt at vise os det. Han vil gerne vise os lidt rundt i området bagefter, så det tager vi imod. En lille tur i det lokale, hvor han fortæller om Bali og området.