Efter at have sovet 3 timer på en madras i restauranten på hotellet fra kl 20-23, ringer vi efter en taxi. Vi skal til Guyaquil med en bus kl. 00.20 med busselskabet Transportes Ecuador. Bussen vi kører i er en slags rutebil, så vi stopper mange gange på turen. Vi kører de 350 km. på 9 timer. Vi får sovet lidt. I Guyaquil venter vi et par timer. Vi har fået at vide, at når vi kommer til busstationen, vil vi blive hentet af en mand fra busselskabet Ormeno. Men han dukker ikke op, hvilket ikke kommer helt bag på os. To lokale piger skal også videre med samme bus som os, så de skaffer en billig taxi, hvor vi har alt baggagen. Bilen er fyldt til bristepunktet, baggagerummet kan ikke lukkes og vi har tasker overalt i bilen. Bussen videre til Lima er en dobbeltdækker Royal Class, hvilket betyder luksus. Vi har masser af plads, sæder som sofaer der kan laves om til senge og vi får serveret mad ombord. Turen gennem Ecuador er meget triviel. Vi kører gennem bananplantager hele vejen til grænsen, som tager 4 timer. Kedeligt men samtidig fascinerende, at køre på en vej, hvor der til begge sider kun er bananplanter. Nogle kilometer før grænsen skal vi alle ud for at få ordnet udrejsepapirer. Derefter kører vi videre til  Perus grænse formaliteter. Her skal vi igen ud af bussen, for at ordne indrejsepapirer. En ung mand, som er her ved grænsekontoret viser os nogle papirer, som vi skal udfylde. Pludselig står der 3, meget venlige, unge mænd, som skriver en masse ned på nogle papirer. De siger det skal bruges til indrejsen og de skal bruge vores pas oplysninger. De spørger flere gange om hvor vi skal hen i Peru og hvor længe vi skal være der. De spørger også om vi skal have vekslet penge. Allerede nu er vi lidt usikre og begynder at opfange, at vi er ved at blive snydt på en eller anden måde. Vi siger, at vi vil have pas og papirer tilbage, hvilket de ikke lige umiddelbart gør.Men vi får det hele og inden vi får set os om er de pist væk.Vi er ret usikre på, hvad alt det her er, så vi spørger fyren, som arbejder i bussen. Han siger, at vi ikke skal bruge papirerne til noget, men han ved ikke hvad der er foregået.Vi kan ikke helt regne ud, hvad de skal bruge oplysningerne til, men vi bliver enige om, at skrive til den Danske Ambassade i Peru og forklare dem, hvad der er sket. Bare for en sikkerheds skyld. Det er grimt og vi kan selvfølgelig sige bagefter, at det var da det dummeste, at vi hoppede på det, men det er ikke ligefrem på et paskontor med masser af politi, vi forventer at blive taget ved næsen. Vi tjekker vores baggage igennem, men der er intet stjålet og de har heller ikke puttet noget i vores taske, som vi ikke gider bringe over grænsen. Velkommen til Peru. Efter at have kørt en time i Peru, skal baggagen tjekkes ved en toldpost. Alle ud af bussen igen, og så tages der stikprøver. Vores får heldigvis lov til at blive i bussen. Vi falder i søvn ved 21 tiden. Vi har soveposen over os og ligger rigtig godt. Vi har nu været undevejs i 21 timer. Stadig ved godt mod trods den lange rejse og lidt grænseproblemer.