I dag skal vi flyve videre til Quito i Ecuador kl. 15.40. Vi starter morgenen med morgenmad, som er med i prisen på vores værelse. Vi kommer ned i receptionen, hvor vi kun kan finde kage og kaffe i caféen, så vi spørger efter morgenmaden. Det viser sig at det er morgenmaden – Velkommen til USA. Vi spiser en donut, en muffin og drikker en kop varm kakao – virkelig sundt og nærende. Vi kører i lufthavnen allerede kl. 9 i håb om at kunne tjekke baggagen ind. Det er ikke noget problem. Vi får vores boardingpass og tager så en taxi til Miami Beach. Her venter et kulturchok – store lyst yachter, luksuscruisere, store biler og ikke mindst Star Island, hvor bla. Jennifer Lopez og Oprah har villa. Det er de rige med det helt rigtige tøj der kommer på Miami Beach. Vi føler os lidt som statister i en film. Vi spiser frokost på en restaurant på Ocean Drive, vi går en lang tur ved stranden og når at kigge lidt butikker, før vi skal tilbage til lufthavnen. I Miami lufthavn skal vi igennem et helt overdrevent sikkerhedstjek. Vi er så heldige at komme i den kø, hvor folk skal stille sig ind i en boks, hvor der bliver pustet luft på en – dette er for at tjekke for sprængstof. Vi får, hvorfor vides ikke, lov til at gå udenom boksen, men Stefan går i metaldetektoren og han vises straks til side af en mand med gummihandsker. Han bliver undersøgt under fødderne, kropsvisiteres. Det var marvsømmet i benet der gav udslaget – det er første gang en metaldetektor har reageret på det. Vi flyver til Quito med American Airlines. Meget ustruktureret og sjusket kabinepersonale og mange forvirrede sydmamerikanere, som ikke kan finde ud af hvor de skal sidde. Det er meget specielt at lande i Quito, som er verdens 2. højst beliggende lufthavn. Flyet lander med meget høj fart med snuden meget nedaf ned mellem Andesbjergene. Så snart vi kommer ud kan vi mærke den tynde luft – bliver forpustet bare ved at gå ud til taxien. Vi bliver kørt til Hotel L’Auberge Inn, som ligger mellem den gamle og den nye bydel. Vi får et lille værelse med fælles bad og toilet. Vi er trætte og har efterhånden rejst i lang tid. I morgen skal vi flyve den sidste strækning, som er til Galapagos.