Vi har sidste dag i Bangkok i denne omgang og beslutter os for at bevæge os en lille tur ud i Bangkoks menneskemylder. Vi flyver til Cambodia i aften, så vi har hele dagen til rådighed. Vi starter med at tage en taxi til Central pier ved Chao Phaya floden. En tur på 5 km til 14 kr. Og vi kan sagtens sidde fire på bagsædet, for der er alligevel ikke seler i bilen og heller ikke regler for, hvor mange mennesker vi må være i taxien. Da vi ankommer til Central Pier rammes vi af en stor mængde Thailandske bådturssælgere, som alle siger at deres tur er public boatservice. Men priserne er væsentligt højere end vi har undersøgt hjemmefra. Selv de turister vi spørger, fortæller, at det er public boat. Vi fortsætter gennem menneskemængden og tilsidst finder vi den rigtige båd. Her betaler vi 28 baht (5,5 kr) for turen ind til centrum fremfor 200 baht (40 kr), som de andre sælgere vil have. Public Boat service er en oplevelse for alle. Vi er presset sammen med rigtig mange mennesker, som er et farverigt mix af lokale, turister og munke. Og for hvert stop, fyldes der flere og flere mennesker ombord. Børnene er meget stille og observerende. Og Magnus siger, at der er meget anderledes her i Thailand. Vi står af båden ved Grand Palace og overvældes af den ekstreme menneskemængde. Der er sket rigtig meget, siden vi var her i 2004, hvor der var turister, men vi kunne stadigvæk se fortovet. Nu er det som “sild i en tønde” og det kombineret med 35 grader og små børn er ikke den bedste cocktail. Vi beslutter ret hurtigt, at vi går tilbage til Pier 9 og køber en bådtur på floden. Vi kommer afsted med det samme og får en båd til 60 personer helt for os selv. Det er en god beslutning og vi har et par hyggelig timer på floden og ser Bangkok fra vandsiden. Tilbage til land skal vi tilbage til Central Pier, men vi kan ikke regne ud, hvordan vi kommer med en båd den modsatte vej. Og det hjælper ikke at spørge nogen, for vi får ikke det rigtige svar, men nærmere bare en dyr tur med en privat båd, som kan sejle os tilbage. Vi ender med at gå i retning mod Central Pier og så tage en taxi hjem, når vi er lidt væk fra menneske og trafikmylderet. Vi får hurtigt prajet en taxi og han siger, at han godt ved hvor hotellet er. Det viser sig at det ikke er den fulde sandhed. Faktisk har han ikke en ide om, hvor han skal hen.
Men han finder på at køre op til et andet hotel, hvor han får vejen forklaret. Forhåbningsfulde kører vi ud i Bangkoks gader igen og ender så ved det forkerte hotel. Men der kan de så forklare endnu engang. Efter 1 time stopper vi foran vores hotel, men turen har stadigvæk kun kostet 30 kr. Og chaufføren undskylder mange gange, hvilket vi kun kan kvittere med et smil. På hotellet spiser vi meget sen frokost kl 16 og er klar til at køre i lufthavnen kl 17. I taxaen til lufthavnen må vi sidde med bagage på skødet, da hans bagagerum er fyldt op med en stor tank, men pyt for vi ved at server billigt. Ved ombordstigning på vores Air Asia fly opdager vi et enormt uvejr på himlen etbstykke fra Bangkok. Himlen oplyses af lyn der afløses af nye lyn. Det kan være lidt svært ikke at spekulere lidt over at skulle flyve, når hele himlen er oplyst af lyn. Men turen går uden turbulens og anden form for uro og vi lander kl 21 i Siem Reap Cambodia. På den 1 times flyvning, skal vi nå at udfylde 4 formularer pr. person, for at få lov til at rejse ind i Cambodia, så når familien er på 5 kan det være en temmelig stressende affære. Ved ankomst til Siem Reap skal vi have et turistvisum. Vi har billeder med hjemmefra og alt andet er bare en formssag. Da vi skal betale siger hun, at prisen er $30/person, så i alt $150. Jeg har læst hjemmefra, at børn under 12 er gratis, så jeg siger, at børn jo er gratis. Hun siger, at hun lige skal kigge fødselsdato og ups, så bliver det kun $60. Ved ikke om hun er blind eller tænker at vi rejser med tre dværge, for de er da ikke i nærheden af, at ligne nogen på 12 år. Det sparede os for et ekstrabeløb på 600 kr. Velkommen til Asien, hvor man overalt skal være opmærksom på, om man bliver snydt. Efter at have været ved visumkøen, hvor vi afleverer vores pas, skal vi videre til en skrank, hvor alle står og venter. En efter en holdes ens pas frem og vi skal selv hente det. Det er en helt parodi, men det er heldigvis en lille lufthavn, så det forløber helt uden stress. Inden vi slipper ud af lufthavnen, skal vi fotograferes og have lavet fingeraftryk på alle fingre. En omstændig proces. Vi bliver hentet i lufthavnen og bliver indlogeret på det skønneste hotel Model Angkor Resort (www.modelangkorresort.com ). Det er luksus. I Cambodia kan vi købe luksusovernatning for ganske få penge. Vi er først i seng kl 23.