Første status søndag morgen er sygdom. Jeg virker umiddelbart frisk. Ganske lidt feber og jeg har sovet i nat. Anderledes ser det ud hos mor og far, som nu er ramt af diarre, så det går godt. De er nødt til at få noget til maven, som kan afhjælpe den voldsomme diarre, så vi finder den gamle recept på antibiotika og får fat i flere piller på den recept. Her i Indien går de ikke så meget op i, om recepten er brugt en gang. Så vi køber piller til tre behandlinger på recepten.
Vi tjekker ud fra hotel drømmeverden kl. 14 og alle er så nogenlunde klar til at tage i lufthavnen i Udaipur. Herfra skal vi flyve til Chennai via Mumbai. Vi har bestilt to små taxier. De kommer ligesom det er begyndt at regne kraftigt. Inden der er gået to minutter står der 8 indere og kigger på vores bagage, bilerne og regnen. Ingen tager initiativ til noget som helst. Efter 15 minutter rejser far sig med sådan en fart, tager fat i rygsækkene og siger bestemt: så kører vi. Så begynder der at ske lidt, men det har stadig nogle, for dem, uløselige problemer. Det er simpelthen for stor en opgave for dem, at koordinere og strukturere dette. Vi vil helst ikke at taskerne skal på taget af bilerne, da der er skybrud og det er nok det, der forvirrer dem endnu mere. Til sidst kører vi til lufthavnen med to tomme bagagerum og alt bagagen på taget. Det må helt afgjort være inder logik, for vi kunne have fundet utallige smartere og mere effektive måder at løse opgaven på.
I lufthavnen har vi lidt problemer med vores billet. Eller rettere, det er de ansatte i lufthavnen, der har lidt problemer. De bruger 30 minutter, 6 mand på at lave boardingkort til os alle sammen. De kan ikke finde ud af at læse vores e-billetter, som er købt og betalt på Indian Airlines egen hjemmeside. Til sidst får vi vores boardingkort, men de kan ikke udstede de to sidste til flyvningen fra Mumbai til Chennai. Det vil sige at vi alle har boardingkort til nummer to flyvning undtagen Helge og Kirsten, som skal hele vejen ud til tjeck in i Mumbai for at få boardingkort. Vi finder aldrig helt ud af hvad deres problem er, men vi opgiver at finde ud af det. Vores billetter er købt til business class, men de har tjekket os ind som økonomiklasse. Det kan vi heller ikke helt forstå, men de påstår, at det er en fejl på vores billet. Altså de mener, at der står business i stedet for økonomi ved en fejl. Har da aldrig hørt noget så dumt. Stefan og jeg kommer med ind på bossens kontor, hvor han viser os en computerskærm med vores navne. Her står der at vi er tjekket ind som økonomi og han siger: I kan jo nok se, at det er økonomiklasse. Men hvad tror de selv. De har jo lige tjekket os ind på den klasse, så vi skal ikke være Einstein for at regne ud, at det også er det der kommer frem på skærmen. Det fortæller intet om de pladser, som de ikke vil give os. Også her må vi opgive diskussionen og gå derfra med rystende hoved over deres inkompetence. Ankomst Chennai Vi ankommer til Mumbai en halv time forsinket, så vi har kun 20 minutter til at skaffe de to sidste boardingkort, igennem security igen og finde det næste fly. Hele familien løber gennem lufthavnen og alt løser sig. Vi når frem til gaten lige til boarding. Nogle familiemedlemmer, måske de to søstre, har dog lige nået at piske en stemning op. For mor har set et skilt, hvor der står boarding ud for vores fly og nu er døren lukket, så det er nok for sent at komme med. Men det er et andet fly de var ved at boarde, så vi er stadig på rette vej. Da vi skal til at gå ombord, bliver vi stoppet af ham der skal tjekke vores boardingkort. Han vil se vores billet. Vi finder den frem, men han siger til os at det ikke er en rigtig billet. Hvordan tror han egentlig vi har fået boardingkort til denne flyvning, hvis det ikke er en rigtig billet? Han brokker sig lidt og giver os til sidst lov til at gå ombord. Endelig er vi på vej til Chennai. I lufthavnen bliver vi hentet af fætter Jørgen, Johanne og Priyas bror JP. Vi får de flotteste blomsterkranse om halsen af JP ligesom vi træder ud af lufthavnen. Far og Helge går forrest og afviser blankt at få disse kranse fra JP. De er nemlig ikke klar over, at de faktisk er til os og at det ikke er et fupnummer, for at få penge fra os. Pinligt, men de får givet en undskyldning og de tager imod. Vi bliver kørt til noget der minder om et hotel. Priyas bror er præst og det er et sted, som menigheden bruger. Meget indisk men med lunken vand og vestligt toilet. En lang dag. I morgen skal vi mødes med flere fra mors familie fra Danmark til shopping i Chennai. Vi er stadig påvirket af sygdom, men har det langt bedre end ventet.