Vi bliver vækket kl. 5.30 af en af bærerne. Han banker på vores telt og har varm te og cocablade. Vi forsøger at vågne mens vi drikker vores te, cocabladene springer vi lige over, selvom de siger, at de skulle være godt for alt. Stefan og jeg har et tre personers telt, så vi har god plads. Vi får serveret havregrød, brød, frugt, yoghurt og en pandekage. Vi skal gå i mange timer inden vi går frokost, så der skal lægges en god bund. Vi sidder og spiser med bjerge på alle sider, smukt. I dag skal vi gå 10 km, hvilket jo ikke lyder af så meget. Men vi skal passere det første pas, som også er det højeste på turen. Det er Warmiwanusca som ligger i 4200 meter. Passet kaldes også Dead Womans Pass, men historien fortæller intet om en død kvinde, så det er op til fantasien, hvorfor det hedder sådan. Hele turen fra campen og til toppen, fra 3000 til 4200 meter, går vi på trappetrin. Det går op og op og op og luften bliver bare tyndere og tyndere. Toppen synes uendeligt langt væk. Vores ben bliver tungere og tungere og vi hiver efter vejret. Forbi os drøner bærerne, som hver har 20 kg baggage på ryggen bundet op med snore og tæpper. Det er utroligt at de kan holde til det og så smiler de ovenikøbet. Maria fortæller, at de får mange nedslidningsskader i løbet af få år, hvilket er forståeligt med de arbejdsstillinger. For bare 5 år siden måtte de bære op til 30 kg men nu er der kommet begrænsning på 20 kg hvilket bliver tjekket på flere tjekpoints i løbet af ruten, Vi når Warmiwanusca efter 4 timers slid. Men at stå der på toppen af det højeste bjerg vi nogensiden har besteget, får os til at glemme anstrengelserne. Det syn vi ser er bare fantastisk. Vi sidder på toppen i en halv time og begynder så nedstingningen. Dvs. trapper ned igen. Nu er det andre muskler vi skal bruge. Benene føles som spaghetti og det kræver koncentration ikke at træde forkert. Det tager lidt over en time at komme til Pacaymayu, som er vores camp. Det er en stor camp, hvor de fleste stopper for natten. Kl. Er 13 og turen har taget 6 timer hvilket er hurtigere end regnet. Det kommer vist bag på os alle, da vi syntes vi nærmest kravlede op af bjerget. Efter frokost ligger vi os i teltet og tager en lur. Vores ben og fødder er trætte og vi trænger til et bad. Får lidt iskoldt vand under armene og vasker fødderne i et lille vandfald. Det er hvad der kunne blive til. Alt omkring os er så fantastisk, bjergene, vandfald. Det er ubeskriveligt. Der er lidt overskyet i dag og der var rigtig koldt på toppen af passet. Vi er spændte på hvor koldt der bliver i nat, da der kan blive helt ned til frysepunktet. Der er mange myg her og Maria fortæller, at nogen af dem er en art, der kravler ind i hovedet på en og snylter. Så vores hår får en ordentlig omgang myggespray.