Vi bliver igen i dag vækket kl 5.30. Vi kigger ud af teltet og ser direkte ind i en sky. Vi spiser morgenmad og er klar til dagen, hvor vi skal gå rigtig mange km. Vi starter igen i dag med at gå op af. Fra i dag går vi på oprindelig inkasti. På den strækning vi har tilbagelagt, ligger stien, så højt oppe i bjergene, at det er for farligt, at gå der. Men den sti vi har gået på har de nu ikke lavet specielt bedre end det oprindelige inkasti, men det skal selvfølgelig også være autentisk. Efter ca. 30 min. op af bjerget kommer vi til inkaruinen Runkurakay, som ligger i 3600 meter. Herfra skulle der være en god udsigt til det pas, vi kravlede over i går, men eftersom vi står midt i skyen kan vi ikke se noget. Men det er ogssa specielt at være i så tæt skyer. Vi går videre for at krydse turens andet pas, som er i 3998 meter. Her kan vi på de forskellige bjergspidser bygge sten ovenpå hinanden og ønske noget. Det prøver vi selvfølgelig. Vi skal nu ned af igen og ser på vejen de flotteste bjergsøer. I 3580 meters højde kommer vi til endnu en inkaruin, Sayacmarca. Her har boet flere familier og en præst. Herfra kan vi se campen, hvor vi skal spise frokost. Vi skal gå lidt mere nedaf igennem tågeskov, som minder lidt om regnskov, bare det er midt i bjergene og ikke helt så varmt. Vi kommer allerede til campen kl 10, så der er tidlig frokost. Vi har den smukkeste udsigt og det klarer op i vejret. Efter frokost har vi stadig mange km tilbage. Denne del af turen går gennem tågeskov med orkideer, kolibrier og der er meget frodigt. Stien er bygget på bjergsiden og vi går gennem glere klippe tunneler. I Inkatiden ville de ikke ødelægge noget, så de byggede i stedet en masse sten ovenpå bjergsiden for at få en nogenlunde plan sti. Vi passerer turens tredie pas i 3700 meter. Herfra kan vi se ruinkomplekset Puyupatamarca i 3650 meter. Vi starter en meget lang og hård nedstigning igen på trapper. Vi ser det store ruinkompleks og fortsætter ned. Trapperne synes uendelige og der er bygget af sten og klipper, hvilket gør dem ujævne og glatte. Benene syrer og gør ondt og det virker som det ingen ende vel tage. Vi fortsætter i 2 timer. 20 min før campen kan vi vælge en kort eller en lang rute. Vi vælger den lange, som går til et enormt ruinkompleks, Intipata. Vi har godt nok rigtig ømme fødder, men vi vil heller ikke gå glip af noget. De to hollændere tager den direkte vej til campen. Da vi når Intipata bryder solen frem og vi har den smukkeste udsigt over dalen og Mount Machupicchu. Intipata er terrasser, hvor de, i Inkatiden, havde deres afgrøder. De havde et vandsystem med små kanaler, hvor de kunne lede vandet fra bjergene rundt i hele komplekset. Fascinerende arbejde. Vi kommer til vores sidste camp kl 16 og har i dag gået 16 km på sten og klipper, op og ned. Vi er ekstremt trætte og ømme. Vi kan få et varmt bad for 5 soles, 10 kr, så det benytter vi os af. Mine storetær har et par vabler ellers er vores fødder hele endnu. Til aften får vi den helt store menu, som kokken har tryllet frem på to små gasblus. Det er ufatteligt hvordan. Bagefter bliver alle fire bærere præsenteret og vi giver dem drikkepenge. De tjener 100 soles hver for at slide 4 dage med hver 20 kg på ryggen. Det svarer til en løn på 50 kr om dagen eller ca 5 kr i timen. Det er ikke helt til at forstå at de kan tjene så lidt. Vi går bagefter op i en lille bar, som er i campen, får en øl og går i seng kl. 20. Ligesom vi er kommet ind i teltet begynder det at regne og det vælter ned resten af natten. Dagen i dag har været helt fantastisk smuk og anderledes. Vi har gået på inkasti, som er umenneskeligt hårdt og har flere gange tænkt, hvor vanvittigt det er. Men på den anden side, så er oplevelsen bare så ubeskrivelig stor at det slet ikke er til at fatte.