Vækkeuret ringer kl 04.45. Ikke engang fuglene er stået op og det er svært at motivere sig selv til at stå ud af sengen og få pakket de sidste ting i rygsækken. Vi skal rejse fra Bocas del Toro i dag og selvom det først er i morgen vi skal flyve helt til Danmark, så er det alligevel lidt hjemrejsen, der starter nu. Vi sidder alle klar kl 5.30, hvor vi har bestilt lastbilen til at hente os. Vores båd sejler kl 6 og vi skal lige nå at tjekke ud først. Kl 05.45 er vi stadig ikke blevet hentet, så vi ringer igen og i løbet af fem minutter er chaufføren der. Ved receptionen opstår et mindre problem, for ham der skal afregne med os, er der ikke og der er ikke lige nogen der ved, hvor han er. Med en halv times forsinkelse kommer vi afsted. I Bocas Town bliver vi lukket ind på Red Frog Beach kontoret, men så går bådmanden igen og siger, at nu er det os der styrer kontoret. Så vi sidder tilbage bag en låst dør og ved ikke hvornår der møder nogen ind. Lidt mærkeligt men heldigvis har vi tid at løbe på, for vores Shuttle til San Jose sejler først kl 8.30. På er tidspunkt kommer en ny Bådmand og vi får ham til at lukke os ud. Vi får bagagen stillet ved Caribe Shuttle kontoret og hår en tur i byen. Vi kommer forbi lufthavnen, hvor vi beriges med et skønt morgengrin. For enden af landingsbanen ligger byens fodboldstadion med tilskuerpladser og indgang fra vejen. Så lige der hvor landingsbanen slutter, der starter fodboldbanen. Der løber et par hunde rundt og længere nede af landingsbanen kommer folk cyklende og gående på vej på arbejde. Vi fornøjer os med en tur rundt på fodboldbanen og den direkte adgang til hele lufthavnsområdet. Vi sejler fra Bocas kl 8.30. Ved grænsen til Costa Rica er der kaos. Der er mennesker overalt og timelange køer ved Panamas immigration. Den årlige “Semana Santa” starter i dag og og er årets festuge for Ticaerne. Så folk er på vej på ferie. Vi finder køen, som går til den luge, hvor vi bliver stemplet ud af Panama. Denne køb er heldigvis ikke helt så lang, som dem der skal ind i landet, men i 35 grader og vindstille, kan det godt synes en anelse presset. Og køen flytter sig ikke ret meget. Engang imellem kommer nogen helt foran i køen og vi skal kæmpe lidt for ikke at blive frygtelig irriteret. For det kan være svært at se en mening med, at nogen kan springe køen over mens vi andre må vente endnu længere tid. Da vi endelig er igennem, skal vi betale for at komme ud af landet. Det er selvfølgelig i en anden kø, men heldigvis er denne ikke helt så lang. Det koster $8 og vi betaler med $10. Den klap så positive dame på kontoret siger surt: “8 dollars” og henviser til at hun ikke giver tilbage, men vi kan veksle i en bod længere henne af vejen (hvilket betyder forfra i køen). Så den sure dame får hele dollar-sedlen og kan så putte byttepengene i lommen, for vi går ikke ud af køen for at spare $2. Vi vandrer over broen, med al vores bagage. På den anden side bliver Anna og Agnes stoppet af en glad Tica familie, som gerne vil fotograferes med dem. Så her halvvejs i Costa Rica får vi lige taget lidt billeder og kan så gå videre til passtemplingskøen i Costa Rica. Vi er nu kommet dertil, hvor børnene ikke har helt så meget tålmodighed tilbage, som da vi startede. Men vi kommer igennem og efter godt to timer sidder vi i bussen, som kører videre mod Puerto Viejo og San Jose. Heldigvis når vi lige at få os et dejligt grin ved grænsen, da en gruppe rygsæksrejsende tager bilpassagen fremfor gangstien, på det sted, hvor der er en port ved grænsen. Porten sprayer nemlig insektgift udover køretøjer, som kommer fra Panama, for at undgå insektbårne sygdomme. Da turisterne passerer porten oversprøjtes de med insektgift, hvilket er til stor morskab for folk omkring. Da vi nærmer os Puerto Viejo er der Bilkaos, igen pga Semana Santa. Vi bliver sat af ved en restaurant, Banana Azul, hvor vi spiser og venter på den bus, som skal køre os til San Jose. Lige ved siden af restauranten, på stranden, kører vi forbi politi og på stranden ligger et dødt menneske dækket med et hvidt klæde. Det er en der er blevet fanget i den farlige understrøm og er druknet. Ubehagelig oplevelse, men det giver også en god snak med Magnus om alvoren omkring de røde flag, som betyder “farligt”. På alle strande hernede markeres der med rødt eller grønt flag, så man altid kan følge de anbefalinger.
Efter frokost kommer en bus, som kører til San Jose, men det viser sig, at han har kun plads til tre og vi er 15 der skal med. Og chaufføren kan ikke lige sige, hvornår der kommer en ny bus. Vi trækker vejret dybt et par gange og husker på, at vi ikke er i DK. Og så bruger vi ikke mere energi på det. Der går heldigvis kun 20 min, og så er vi klar til at køre den sidste strækning. Vi ankommer til vores hotel i San Jose kl 18.15 efter en lang og begivenhedsrig dag. Rejsedage behøver ikke være kedelige. Vi føler os helt hjemme, da vi tjekker ind på Alameda Cariari Boutique hotel, som har været vores stamhotel i San Jose. Og vi får endda det samme værelse. Efter aftensmad er der puttetid og vækkeuret sættes til kl 04.25 i morgen, hvor hjemrejsen for alvor starter.