Første dag med to feberfri børn, men på ingen måder skoldkoppefrie. Vi starter med en alternativ og meget asiatisk morgenmadsbuffet, hvor vi, trods det noget anderledes udvalg, bliver mætte allesammen. Formiddagen bruger vi ved poolen, hvor Anna får lov til at gå med i dag. Hun kan ikke komme i vandet, men vil gerne sole sig. Det er en hel befrielse for hende, at komme ud fra hotelværelset og hun accepterer, at hun ikke må komme i vandet og heller ikke stikke fødderne i, selvom det er svært. Jeg ved ikke om det er hotellets beliggenhed i det arabiske kvarter, eller bare fordi vi møder en helt anden kultur, for som jeg står der ved swimmingpoolens kant i min bikini, føler jeg mig pludselig helt nøgen. Rundt i bassinet svømmer og plasker både børn og voksne, mænd og kvinder i lange bukser og langærmede trøjer. På solvognene ligger kvinder indhyllet i klæder og jeg er tæt på hedeslag bare ved tanken om alt det tøj. Men en af de fantastiske ting her i Singapore er dette multikulturelle samfund, hvor der er plads til alle og ingen er mere forkert end andre. Så følelsen af at være nøgen der på bassinkanten, er jeg sikker på, kun er noget jeg oplever, for her er der plads til alle, fra verdens mange forskellige trosretninger og kulturer. Magnus kommer ned til poolen, hvor han sidder i 15 minutter i skyggen. Så er han også blevet luftet lidt.
Efter et par timer ved poolen beslutter vi os for, at finde noget at spise. Magnus er frisk på en lille gåtur, så vi kan komme afsted allesammen. Vi spiser på en Japansk restaurant i Bugis+ Mall, som ligger 200 meter fra vores hotel. Efter frokosten går vi en tur gennem det Arabiske kvarter, som bedst beskrives som at træde ind i en helt anden verden. Fra Singapores skyskrabere og trendy byggerier, til små hyggelige huse med arabiske cafeer og butikker som sælger silke, tæpper og andet godt fra bazaren. Vi går gennem Haji Lane, som er kendt for dets Street art på husvæggene. Det er meget specielt, da der ingen steder ses grafitti, men på Haji Lane har man valgt at gøre det til kunst. Fra Haji Lane går vi videre af Arab Street og passerer Sultan moskeen, også kendt som Masjid Sultan, som vi kan se den store guldkuppel af, fra vores hotelværelse. Moskeen ligger i området, som hedder Kampong Glam, hvor i det arabiske kvarter ligger. Moskeen er en af landets mest imponerende religiøse bygninger og den ligger smukt med sin enorme guldkuppel. Moskeen er ikke åben for turister, da vi kommer, så vi ser den bare ude fra. Vi går tilbage til hotellet med trætte børn, selvom vi kun har været afsted i tre timer. Der er ikke meget energi hos Anna og Magnus, men de har klaret den lille gåtur flot og vi har fået set lidt mere end bare udsigten fra 11. Etage på hotellet.
Aftensmaden bliver boller og sandwich fra 7 Eleven. Ikke specielt spændende mad, men det mætter lidt. Stefan og jeg forsøger at bestille roomservice senere på aftenen, da vi ikke er blevet helt mætte, men kl er 22.01 da jeg ringer og de lukker for bestilling kl. 22.00. Og i et land med lover og regler, så siger de ikke lige pyt med det, nej der er lukket, så vi kan ikke får noget mad.
Det lysner lidt ift sygdom og total isolation på et hotelværelse, men vi er stadig nogle dage fra at kunne få godkendt flyrejse. Vi har en fornemmelse af, at det bliver fredag eller lørdag, vi kan komme videre, men det er svært at sige. Vi får det bedste ud af dagene og må bare acceptere, at vi ikke får oplevet det, som vi har planlagt hjemmefra. Men så har vi set Kampong Glam og det arabiske kvarter i dag og det havde vi ikke planlagt, så vi får også noget med herfra.