Vi har alle brug for at bevæge os i dag efter mange timer i bilen. Vi læser, at der er masser af vandrerute i Vogeserne og går ned på det lokale turistbureau, for at få info og kort over ruterne. Her udfordres vi ret markant af en sød ung kvinde, som gør sit allerbedste for at tale engelsk. Magnus’ kommentar til hendes engelsk er: “Jeg er da meget bedre til engelsk end hun er”. hvilket er ret godt af en dreng i 3 klasse :-) Vi forstår nogen af ordene og går også derfra med en folder over nogen vandreruter.

Første mission er at køre forbi supermarkedet, for at købe brød til frokosten. Men, som vi ikke lige har undersøgt, så er der lukket i dag. Vi kører videre i håb om at finde en bager, men det lykkes ikke. Men pyt, vi kan da sagtens tage på vandretur med en pose slik og 2 liter vand. Så må vi spise, når vi kommer tilbage til byen. Og turen er sat til 2.15 time, så det overlever vi (positiv tænkning). Ruten hedder Col de Freland og passerer forbi Pierre de 3 bans, som er et flot udsigtspunkt, med udsigt over Valley of Sainte Marie aux Mines. Ruten er sat til 7,5 km. Den første del går fint og vi følger den afmærkede sti. Børnene leger en leg, hvor de har forskellige roller, som udspiller sig i bjergene. Efter Pierre de 3 bans, kommer der en vej, hvor vi bliver lidt i tvivl, og desværre vælger vi forkert. Reddet af GPS’en og en omvej på 3 km. gennem små bjergstiger, kommer vi trætte tilbage til bilen. Vingummierne er for længst spise og energien derfra er brændt af. Men alle holder humøret højt og vi hygger os med franskebaguette med nutella, da vi er tilbage i lejligheden.

Kl. 17 skal vi se World Cup fodbold finale mellem Frankrig og Kroatien. Vi finder en plads på en lille bar, hvor der allerede er en meget festlig stemning en halv time før kampstart. Der er ikke flere pladser, men folk henter stole på en cafe overfor, som er lukket, så vi gør bare det samme som de andre og får siddepladser ude på vejen foran baren. Og så er der dømt fest i Frankring med en vunden VM finale. Byen fyldes med biler med tudehorn og flag, folk springer i springvandet og der er en fantastisk stemning. En kæmpe oplevelse for Magnus og forældre – mens Anna og Agnes har set Youtube og været totalt uinteresseret i kampen.