I dag skal Morten og Priya giftes. Vi skal være klar til afhentning kl. 15, så vi bruger formiddagen med lidt shopping og vi spiser på Tiruvannamalais bedste og nok også eneste vestlige café, som ligger nær Sri Ramanasramam Ashramen.  Vi er pyntet og klar kl. 15, hvor bussen henter os meget præcist. Bryllupsreceptionen skal holdes på vores hotel. De er ved at pynte den store plæne og scene der er foran hotelværelserne, men det virker til, at de har meget at lave endnu, men de virker umiddelbart ikke specielt stressede. Vi bliver kørt over til Lebanon, hvor Priyas familie bor. Her er hele vores familie samt noget af Priyas familie samlet. Morten er der også i det flotteste sorte jakkesæt. Varmt når der er 35 grader. Et underligt orkester med horn og trommer spiller og spiller og spiller og….. det er lidt mere larm end musik, men ganske festligt. Vi venter i en time, før vi kører i samlet flok til Arcot Lutheran Church Carmel. Her er ikke kommet så mange, altså lige foruden det lille larmende orkester, som også var på Lebanon. De spiller lystigt videre. Vi ved ikke rigtig hvad vi skal gøre og det virker heller ikke til at inderne helt har styr på det. En tigger sniger sig rundt mellem gæsterne i håb om at der falder lidt af til ham. Der er også mange der bare står og glor på den blandede forsamling af festklædte danskere og indere. Vi finder plads i kirken. Her er meget uro. Mobiltelefoner ringer, folk snakker, ja, det virker lidt ustruktureret, men passer meget godt til Indien. Vi forsøger at holde os i ro, men finder ud af, at hvis vi skal have taget billeder, så kan vi ligeså godt springe rund sammen med inderne, som i hvert fald ikke sidder stille på deres plads og forsøger, at tage billeder derfra.

Da gudstjenesten går i gang er der stadig kun få i kirken, men resten af gæsterne komme dryssende lidt efter lidt. Priya kommer ind i kirken sammen med 11 præster. Hun har hvid sari på og blomster i håret. Smukt. Vielsen er meget højtidelig i nogle uhøjtidelige omgivelser. 11 præster står linet op ved alteret, heraf to eller tre fra Danmark. Så kommer det store øjeblik, hvor vi skal synge den danske tårevæder, Det er så yndigt at følges ad. Organisten har øvet sig, men han finder ikke helt den rigtige rytme, men vi synger så godt vi kan og det er nok mere tradition end det er smukt.

velsignelse af 11 præster

Blomsterpigen Helge
brudeparret

Efter vielsen bliver Morten og Priya kørt væk i en pyntet bil, lidt som til et dansk bryllup. Vi andre tager ud til vores hotel, Arunai Anandha, hvor der skal være reception for alle 1300 inviterede. Vi er allerede nu fyldt med indtryk og har lige været vidne til et bryllup på indisk manér med en blanding af højtidelighed og normbrud i.f.t. et dansk bryllup. På hotellet er vi danskere næsten de eneste ankomne. Vi modtages af Priyas søstre, som står ved et bord pyntet med danske og indiske flag. Når vi går forbi skal vi spise noget sukker og de sprøjter med rosenvand på os. Receptionsrammerne er perfekte. En rund scene med en masse stole omkring. Nok med plads til 300 mennesker. Alt er smukt pyntet med blomster og lys. Vi sætter os på forreste række og sidder meget længe uden, at der sker noget. Så kommer brudeparret langt om længe og de skal sidde i hver sin stol på scenen. Der holdes en masse taler, som henvender sig meget lidt til Morten og Priya.

Mortens far holder en flot og meget personlig tale til dem begge. Efter et par timer med lange taler på Tamil og lidt på engelsk opdager vi, at de fleste stole er tomme. Vi undrer os noget, men finder hurtigt ud af, at inderne er gået ombord i bryllupsmiddagen, som serveres i et telt foran hotellet. De er i bund og grund kun kommet til bryllup for at få noget at spise og se det fine hotel. Så er der jo på sin vis heller ingen grund til at deltage i receptionen sammen med brudeparret. Det er for os velopdragne danskere svært at forstå inder traditioner og inder mentalitet. Efter flere timer med taler kommer der pludselig en hord af folk op på scenen samtidig med at Morten skal til at holde sin tale til Priya. Nu har inderne mistet tålmodigheden. De vil aflevere deres gaver og så videre til middagen. Det bliver lidt komisk det hele, for Morten holder tale, biskoppen vil gerne velsigne alle og folk vil aflevere gaver. Biskoppen får folk til at står stille mens han velsigner og Morten får et par minutter til at afslutte talen. Vi sidder lidt og kigger os omkring og griner lidt af det hele. Vi går så også på scenen med vores gave og tillykke til Morten og Priya. Nu er der tid til den store middag. Der er masser af plads, for de fleste gæster er allerede taget hjem. Vi sidder på en lang række med et bananblad foran os. bryllupsmiddagen Tjenerne går rundt med en gryde med en risret, som lægges på bananbladet. Så er det bare med at gå ombord, uden bestik, for indere spiser jo med fingrene. Vi er heldigvis forberedte, så vi tager vores bestik op af lommen og smager på maden. Maden er flammende stærkt trods det er tilpasset vestlige smagsløg. Vi får kun ganske lidt at spise. Vi sidder en halv times tid og så er den fest ovre. Det føles igen helt forkert at gå hjem kl.21, men hernede går man hjem, når maden er spist. De sidste som kommer til spisning er Morten og Priya, som sidder næsten alene ved et bord. Lidt dansk tradition skal der dog til, så de danske mænd får fat på Morten, for at klippe hans strømper i stykker. Han har dog bare tæer, men ingen problem, for de giver ham bare en strømpe på, som så klippes i stykker. Inderne kigger noget forundret på os. Efter brylluppet mødes vi igen i værelse 777, som også var rammen for efterfest i går. Her spiser vi nutella madder og drikker alkoholfri rødvin og ingefærøl. Det er købt i bedste mening, men senere fandt vi ud af, at det hele var alkoholfrit. Det er svært at skaffe alkohol i Indien. Vi går i seng fyldt op af indtryk, som lige skal fordøjes. Vi har vist aldrig oplevet noget lignende. En blanding af alt muligt, hvor vi bare gang på gang har kigget på hinanden og sagt: hvad sker der her? Det er så svært at forklare og udtrykke, for det skal simpelthen opleves og sanses. Mange gange har vi også sagt: det der, det gør de bare ikke… Det har været forunderligt og fantastisk at være sammen på tværs af kultur og nationalitet, været sammen med familien og være i Tiruvannamalai på Morten og Priyas store dag.