I eftermiddag skal vi til forlovelsesfest hos Priya og Morten. Det skal holdes på vores hotel, så det er praktisk for os at bo her.
Vi slapper af ved poolen og tager en tur ind til byen for at finde Internet. Det vrimler ikke ligefrem med Internetcaféer, men vi finder en efter lang tids søgen.
Kl. 17 er vi pyntet og klar til forlovelsesfesten.

Normalt er der forlovelse 8 uger før brylluppet, men i denne specielle anledning, hvor det er et to kulturelt bryllup, har de valgt at holde det dagen før brylluppet, så vi danskere kan deltage. Det er kvindens far der skal sige ja til mandens far, og ikke Morten og Priya, som skal sige ja til at ville giftes. Forlovelsen er kl. 17.30 men kl. 17 er de stadig ikke gået i gang med at pynte det lille overdække, hvor der skal være forlovelse. Præsten er heller ikke kommet. Men kl. 19 er alle klar. Vores familie skal bære nogle fade ind til Morten og Priya, som sidder forrest i to lænestole, som for øvrigt kommer fra vores hotelværelser, så vi skal sidde på gulvet. Det tager man ikke så tungt. På fadene er der gaver fra Mortens familie til Priyas familie. En slags medgift, som de skal give for at få lov til at deres søn gifter sig med Priya. Der er alt fra bananer, frugt, slik, en sari, spejl, shampoo, en kam og meget andet. Det er alt sammen noget Niels Peter og Else har købt. Men det er ikke egen fantasi, for det er helt fastlagt, hvad der skal være på fadene. Vi går i en lang række gennem overdækket, hvor folk sidder linet op på stole. Fadene skal stå på en bestemt måde, som vi ikke helt finder ud af, så til sidst sætter vi dem og så er der et par indere der lige retter dem til. Vi får stole helt forrest, da vi er en slags æresgæster.  Der er 200-300 mennesker samlet her. Ikke alle sammen sidder ned. Mange står og snakker og render rundt ude på de grønne områder. Midt for det hele sidder Morten og Priya. Til højre for dem sidder nogle præster og andre vigtige personer, som vi aldrig helt finder ud af hvem er. Men vi er ikke i tvivl om, at de er vigtige. Der bliver sagt et par bønner. Så kommer Priyas far, Anamalai op foran alle gæsterne. Han siger: hvem har dog bragt alle disse gaver og hvorfor er vi mon samlet her i dag. Onkel Niels Peter rejser sig og siger: Det er mig der har gaver med. Jeg vil spørge om min søn Morten må gifte sig med deres datter Priya? Anamalai siger heldigvis ja, så vi kan ånde lettet op. Så kommer Else op og overrækker en sari til Priyas søster og Priya forlader stedet med sine søstre og alle gaverne. Vi bliver bedt om at rejse os, for det er dem som har båret gaverne ind, som skal overrække dem til søstrene. Det er jo ikke nemt at vide, men vi skynder os op foran og får delt fade ud. Priya iføres nu den sari, som Else og  Niels Peter har købt, som et symbol på, at familien har godkendt forlovelsen. Vi venter længe mens et lille indisk band spiller og synger. De er rigtig glade for at bruge mikrofon.
Da Priya kommer tilbage giver de hinanden forlovelsesringe på, blomsterkranse og en guldkæde. Der er en masse lange tale, hvor de fleste er på Tamil, så det er lidt svært at følge med og holde koncentrationen. Efter forlovelsen går vi alle over i et stort telt, hvor der er sat en masse stole op i små grupper. Der er en stor buffet, hvor vi stiller os i kø for at få mad. Inderne maser og skubber, for nu er højdepunktet kommet, nemlig maden. Selvom maden er tilpasset vestlige maver er det stadig meget stærkt. Vi sidder i knap 45 minutter, så er folk færdige med at spise og de kører hjem igen. En lidt tam fornemmelse for os, som er opdraget med lange sammenkomster og hygge. Vi danskere har arrangeret en efterfest, da vi var forberedt på, at inderne fester anderledes end vi gør. Alle 22 danskere mødes på Helge, Kirsten og Moster Karens hotelværelse, som er en lille lejlighed. Her drikker vi champagne medbragt fra Danmark og der bliver holdt et par uformelle taler. Vi råber hurra på dansk manér, hvilket er nyt for Priya. Nu er vi rigtig i gang med de indiske bryllupstraditioner. En speciel oplevelse og meget spændende. Det værste er bare, at vi ikke ved noget som helst om det der skal ske, så vi står meget og venter og bliver så sat til noget, som vi klarer på bedste vis. Der har endnu ikke været så meget fra de danske bryllupstraditioner trods det er et kristent bryllup.