Vi starter dagen i banken. Får penge, som koster et gebyr på 5%. Vi fortsætter op til Cerro Calvario, som er et helligt sted og kirkegård 150 meter over byen på en bjergtop. En hård tur op belønnet med en fantastisk udsigt over byen og Titicacasøen. Vi vælger at tage en lidt alternativ rute tilbage. Ikke just en sti men nærmere der hvor vandet løber i regntiden. Vi møder ikke andre på vej ned af bjerget, hvilket jo er rigtig skønt. Stien ender lige midt i en lokal urtehave eller mark, så vi får os sneget udenom grise, får og afgrøder og ned på vejen. Kl. 14.30 går vi over til Katedralen, som er bygget i Portugesisk stil. Hver dag kl 10 og 14.30 kan folk få deres køretøj velsignet for et mindre beløb. Bilen overhældes med konfetti, blomster og guirlander. Desværre ingen underholdning til os i dag, så vi ser i stedet kirken og slapper af på hotellet resten af dagen. Vi forsøger at købe ind til madpakke til i morgen, hvor vi skal over til Isla del Sol. Men i en verdensdel, hvor folk spiser varm mad hele dagen må vi erfare, at det ikke er den nemmeste opgave at finde noget til Sandwich. Vi opgiver tilsidste, da vi efter 5 forretninger stadig kun har fundet tundåser, som ikke kan åbnes ved håndkraft. De siger at vi kan få de dåser vi søger iLa Paz, men det er lige langt nok at tage for at købe en dåse tun. 3 timer i bus. Vi nøjes med marmelade, som vi kan smøre på med en ispind. Endelig en dag uden kvalme og andre sygdomssymptomer… Juhuuu