I dag står vi op kl. 6. Vi skal være klar kl 7.00, hvor vi skal på endagstur til Cotopaxi Volcano Nationalpark, som ligger ca. 80km. fra Quito. Vi skal køre med jeep dertil og på taget har vi mountainbikes. Vi skal afsted sammen med Erica og Melissa fra Sydney. Cotopaxi er verdens største aktive vulkan (sidste udbrud var i 1800 tallet). Vi bliver kørt op til 4600 meter over havet (Cotopaxi er 5800 m.o.h.). Her er koldt og blæsende. Vi får udstyr på knæ, hoved og albuer og skal nu køre 30 km. ned af grus/sand/vulkansten. Det er meget stejlt. Lige som vi starter begynder det at hagle, med kæmpe hagl. Efter ca. En halv times nedkørsel er mine hænder så frosne at jeg ikke kan mærke dem mere, så jeg har svært ved at bremse (hvilket der kræves under hele nedturen). Mine negle er meget blå og jeg er nødt til at få cyklen ind i jeepen og få varmet hænderne igen. Jeepen kører bagerst, så vi altid har mulighed for at blive samlet op og få en pause. Stefan fortsætter den stejle nedkørsel. Ti minutter senere får jeg selskab af Melissa, som er gennemblødt. Efter ca. 15 minutter kan jeg mærke mine hænder igen og jeg fortsætter med at cykle. Jeg får indhentet Stefan og vi fortsætter nedkørselen sammen. På halvvejen får vi frokost i en træhytte med pejs. Erica får den fødselsdagskage, som vi har købt til hende og vi holder en hyggelig fødselsdag med udsigt til Cotopaxi. Resten af nedkørselen er smuk og overvældende. Vulkanen ændrer sig for hvert minut der går alt efter hvordan solen skinner på den. Der er nu blevet lidt varmere og det regner/hagler ikke mere. Efter 30 km er vi tilbage til indgangen af nationalparken og vi kører tilbage til Quito. Ingen af os har haft problmer med højden. Det er dejligt at prøve at være så højt oppe inden vi kommer til Inkastien. Tilbage i Quito siger vi endnu engang farvel til Melissa og Erica. Der rejser til Cusco i dag og starter Inkatrail dagen før os. Så måske vi ses igen i Peru. Stefan og jeg går ud og spiser og går hjem for første gang efter mørkets frembrud. Vi er mere trygge ved byen nu og der er så mange bevæbnede vagter at vi føler os sikre. Vi ser desværre mange gadebørn her i Quito og det er et sørgeligt syn. I dag så ser vi to børn på omkring 5 år, en af dem med en baby bundet op på ryggen med et tæppe. De går rundt sent om aftenen og tigger. Det er hårdt at se deres sølle liv. Vi ser en gruppe lidt ældre børn, som er mere ubehagelige. De tar fat i os og råber af folk, hvilket er ret skræmmende. Der er rigtig mange tiggere, både børn og voksne. Det gør ondt at se så usselt et liv, specielt de små babyer/børn, som ligger alene i papkasser ell. på jorden. Det giver en klump i halsen. I dag har vi oplevet alle fire årstider på bare få timer. Lige fra hagl og sne til sol og varme. I går var der 30 grader i Quito og i dag er der bare 15. Det er meget specielt, at der er så stor forskel. Vi skal altid have jakke eller trøjer med, for det bliver koldt fra et minut til det næste. Vi vil gerne til Peru i morgen, men har stadig ikke fundet ud af hvordan, så det må blive vores mision i morgen.