Vi starter morgenen med at se TV (for første gang). Der er stadig ingen vand, men de arbejder på sagen, endnu…Vi lejer to mountainbikes og planlægger en dagscykeltur ($20/cykel). Der er to ruter på vores kort, hver på 36 km. Vi starter med at køre til et område på øen, hvor der lever kæmpeskildpadder i det fri. Der er kun 18 km, som vi jo snart kan tilbagelægge. Der er bare lige en ting vi ikke har tænkt på. Vi skal op af et bjerg; faktisk 15 km. op af bakke. Det er noget af en udfordring. Det bliver bare ved med at gå op af. Det regner og vi bliver helt indsmurt i mudder. Da vi kommer til byen Santa Rosa, skal vi i følge kortet, dreje, men der er ingen skilt. Byen er helt øde, men finder tilsidst en, vi kan spørge. Vi er på rette vej. Vi ser slet ingen turister. De sidste 5 km. er på muddervej. Pludselig ligger der en gigantisk skildpadde foran os på vejen, og længere nede af vejen en mere. De er så store, som vi aldrig har set før. Meget fascinerende. Vi kommer til en grotte, hvor vi går ned. Vi ved ikke helt hvor dybe de er og der er ingen mennesker, så vi går ikke så langt ind. Hjemturen er meget skønnere, da vi nu skal ned af bjerget igen. Det har været en kæmpe oplevelse at cykle alene langt væk fra andre turister og folk i det hele taget. Spændende natur. Tilbage i Puerto Ayora vil vi aflevere cyklerne, men kontoret er lukket (selvom det burde være åbent). Tilbage på værelset trænger vi virkelig til et bad, da vi er smurt ind i mudder fra top til tå. Der er stadig ingen vand, krise!!! Vores udlejer undskylder og forklarer noget med en pumpe, som kommer i morgen, men det får vi ikke vand af. Vi får hentet vand op fra en brønd og vi bader i en stor balje med en spand som øse. Meget primitiv, men vi bliver rene. Vi forsøger igen at komme af med cyklerne, som skal afleveres inden 19, men kontoret er stadig lukket, så vi må beholde dem til i morgen. Vi falder i søvn tidligt vi er helt ødelagte efter cykelturen.