Endnu engang stor tak til Brøleaberne, som står op kl 04.40. De brøler virkelig igennem og det er umuligt at sove videre. Stefan og Magnus går morgentur før 6 og vi andre kommer også på morgentur en halv time senere. Efter morgenmad pakker vi tasken med masser af vand, går forbi et lille, meget lokalt, italiensk bageri, hvor vi køber lækre boller. Og så vil vi på tur gennem Nationalpark Cahuita, som ligger 10 min gang fra vores hytte. Der er ingen entre, hvilket er første gang vi oplever, men vi kan donere et beløb til vedligehold af parken. Der går en sti gennem parken, som vi har fået fortalt er 7 ell 9 km. Den går langs med vandet og ind i regnskov. Vi ved ikke helt om det er europæiske km eller Costa Rica km, som vi jo efterhånden har oplevet som værende noget lange. Vi finder vores egen, helt fantastiske, strand. Her er stille vand, palmer og træer helt ud over vandet og børnene kan svømme uden at blive væltet af bølger. Vi spiser vores boller og bruger lang tid i vandet. Magnus og Stefan øver med snorkel. Magnus kan passe mit snorkelsæt, så det er perfekt. Magnus har helt styr på at snorkle og kan svømme selv uden hjælp. Det er Caribien, når det er allerbedst. Vi har vores eget lille sted. Magnus siger, at det er det bedste han nogensinde har prøvet og at han slet ikke har brug for at komme hjem til Danmark igen. Så det fortæller vist helt præcist, hvor fantastisk det her er. Efter noget tid, fortsætter vi gennem parken. Vi kommer til et punkt, hvor vi ikke må passere efter kl 14 og kl er nu 13.50. Han siger, at der er 5 km tilbage af stien, så vi beslutter os for at fortsætte. Resten af turen er spektakulær på en helt anden måde. Det er meget rustikt, med masser af træer og palmer i havet. Ubeskriveligt smukt. Solen bager fra en skyfri himmel og vi er alle røde trods faktor 50. Men vi har ikke mulighed for at komme i skyggen og de sidste km syntes uendelige. Da vi endelig når ud af parken er der stadig 2,5 km til hovedvejen, hvor vi kan tage en bus tilbage til Cahuita. Vi må nok erkende, at vi igen går Costa Rica km. Turen gennem parken bliver samlet 13 km, så vi har alle trætte ben, men det er kun meget lidt brok, der kommer fra børnene. Agnes bliver løftet lidt, men det er det eneste. Vi har krydset to floder, vandret på broer over sumpområde, gået i sand og på små stier. Da vi når hovedvejen kommer bussen heldigvis med det samme. Vi går forbi Pizzeria Cahuita, som er eget af en italiener. Her får vi lækker pizza og pasta inden vi går hjem til hytten. Vi er hjemme kl 17.45 efter otte timers tur og det samlede antal km er i dag blevet til 18 km. Vi har i dag både oplevet fantastisk strand, men også set aber, krabber og et dovendyr med en baby. Det er vildt, at vi bare kan blive ved med at opleve så meget. Nationalpark Cahuita er et fantastisk sted. Her er smukt og anderledes og man kan kombinere vandring med badning og snorkeling. Dette sted har gjort stort indtryk på både børn og voksne.