Vi kører fra hotel Alameda Cariari Boutique hotel kl. 9. Vejen ud af San Jose ser på kortet overskuelig ud, men vi har en fornemmelse af, at det ikke er helt så let i praksis. Og vores fornemmelse får ret. Vi skal køre af rute 1 og ret hurtigt dreje fra ind på rute 32 som kører via Guapiles. Siquirres og Limon. Der kommer et skilt med rute 32 og Limon men frakørslen virker meget lokal til at føre til en stor hovedvej. Efter at have drejet fra er det skidt med skiltning og vi ser ikke et eneste skilt med rute 32, så da vejen deler sig må vi vælge og vi vælger så forkert. Vi ender Downtown San Jose men finder tilbage på rute 1 og ender efter 30 minutter tilbage ved hotellet. Ved andet forsøg, fortsætter vi lidt længere af rute 1 for der kommer nok en lidt større forbindelse til rute 32, men det gør der ikke. Efter 1,5 times kørsel i San Jose holder vi igen ved en vej, hvor vi skal tage en beslutning og endelig er heldet med os. Vi holder lige ved rute 32, som vi skal følge de næste 130 km. Turen går gennem Nationalparken Braulio Corillo, som er bjergkørsel men med fin vej. Vi kører i kø hele vejen gennem nationalparken, så først efter ca 50 km kommer vi til at køre over 60 km/t. Vi er ved at være sultne, men der kommer ikke de mest oplagte restauranter, som vi har lyst til at spise på. Så vi beslutter at fortsætte til hotellet, spise et par ekstra bolcher og få sen frokost. Vi kører gennem Limon, som er en havneby ved den Caribiske kyst. Vi kører gennem “containerland” med overtal at Maersk containere. De sidste 40 km langs den caribiske kyst ser vi et kulturskift fra resten af Costa Rica, hvor den Afro Caribiske/vestindiske kultur er dominerende. Bebyggelsen er mere rustik og slet ikke så vedligeholdt som andre steder (hvor husene efter dansk standard heller ikke er specielt vedligeholdte). Husene på landet står på pæle over mudret jord og de er heldige hvis der er en dør i huset.
Vi ankommer til Cahuita, hvor vi skal bo de næste 6 dage. Hotellet hedder “Cabinas Caribe Luna”. Det ligger ned af en meget smal grus/jordvej. Receptionen er et lille grøn “skur” med en bænk og et par lænestole udenfor. Det hele er i det fri, kun med et halvtag. Hytterne er fordelt rundt i en rustik have. Vi får en hytte med to soveværelser, køkken og en stor terrasse. Det er meget slidt, men der er god plads. Stefan tjekker alle hjørner for ubudne insekter, da døre og vinduer ikke er helt tætte. Børnene skal som det første have deres nyindkøbte NERF vandpistoler pakket ud, så de kan afprøves. Så det gør vi inden frokosten trods sulten presser sig voldsomt på. Bagefter lidt udfordringer for at komme ud og finde en restaurant for Anna og Agnes er efterhånden så sultnezat de vælger strategien “jeg går ingen steder før jeg får noget at spise”. Og det er svært at forklare to femårige, at det går hurtigere med at få mad, hvis de går med. Så vi sidder først på en restaurant kl 15.30. Efter maverne er fyldt op er humøret godt igen. Vi kigger lidt på byen, som har sådan en laid-back caribisk stemning. Meget langsomt tempo, støvede veje og små restauranter og barer med reggae musik. Vi får også et kig på stranden, som er varierende i kvalitet. Områder med super lækker eksotisk sandstrand og områder, hvor det bliver lidt for Robinson agtigt til os. Strandede træstammer, grene og sten som skyller op på stranden, som gør den ufremkommelig. Men det er tydeligt at man her ikke gør noget ved det, for at lave lækre turiststrande. Det er ren uberørt natur.
Inden sengetid endnu en vandpistolkamp. Vi sover alle kl 20 i dag efter en lang rejsedag.