Vi vågner tidligt og det er første gang i flere dage, hvor jeg føler lidt sult. Vi går op og får morgenmad, hvor jeg klemmer et stk. toastbrød ned, og så er det vist nok. Vi skal i dag på vores 4 dages Golden Triangle tur, hvor vi skal køre fra Delhi til Agra, Jaipur og videre til Udaipur. Alle har det lidt bedre i dag og vi føler os nogenlunde klar til at starte denne tur. Vi skal i dag køre 200 km. fra Delhi til Agra. Vi har fået at vide, at vi får en stor 9 personers bus, hvor der er rigelig plads til vores bagage. Men den bus der kommer er en lille 7 personers og alt bagagen må på taget. Vi er langt fra tilfredse, men chaufføren forstår intet, for vi kan jo godt være der, bare vi sidder lidt klemt. Os ved Red Fort i Agra – Taj Mahal i baggrunden Men vi skal køre 800 km. på denne måde, så det kan godt blive lidt hårdt. Men af sted kommer vi. I Agra bliver vi indkvarteret på et havlsnusket hotel. I foyeren står en mand, som siger, at han er vores guide. Vi har ikke bestilt nogen guide, så vi bliver lidt mistænkelige, som med alt andet her i Indien. Guiden vifter chaufføren væk og tager over. Vi aftaler at mødes lidt senere i foyeren, spiser mavediætfrokost på Pizza Hut, som ligger ved siden af hotellet – spaghetti med brød. Vil så se Agra Fort. Vi bliver igen mødt af guiden, men vi fortæller ham, at vi ikke har brug for nogen guide. Efter megen diskussion frem og tilbage hopper han ind på forsædet og vi kører noget utilfredse af sted.
Agra Fort ligger på bredden af Yamuna floden. Fortet er bygget i røde sandsten og marmor. Det er et enormt fort/palads. Indenfor i Red Fort Meget smukt dekoreret og en flot udsigt til Taj Mahal. Guiden følger os stadig trods vores konstante afvisning. Efter at have set Agra Fort skal vi tilbage til hotellet, men nu vil vores venlige guide have os med på shopping. Nu ved vi med sikkerhed, at han er en fup guide. Vi siger meget bestemt, at vi skal direkte til hotellet. Det passer ham ikke lige, men vi får til sidst lov til at bestemme. På hotellet vil han lave en aftale til i morgen, hvor vi skal se Taj Mahal. Han giver ikke op. Hans mission er at få os med ned på en silkefabrik, hvor han får en eller anden form for betaling ved at tage os med. Usmageligt. Vi ringer til Robin fra Jysk og hører ham, om der er bestilt en guide til os. Det er der ikke, så han kontakter straks firmaet, som vi er med og fortæller, at vi ikke vil have den guide. Kort tid efter ringer vores chauffør til os og jeg får ham forklaret, at vi kun vil have ham og ingen andre med vores bus. Han responderer med: tak, tak, tak. Så han har været fanget i et eller andet, som vi ikke helt ved hvordan hænger sammen, men han har ikke været glad for det.
Vi spiser aftensmad på Pizza Hut. Dog stadig på mavediæt, hvilket gør udvalget begrænset. En god dag, hvor vi alle har fået det bedre. Vi har spist nogle andre kvalmepiller end dem vi i forvejen har, og de er langt mere effektive. Stefan og jeg gik bare ind på et apotek og fortalte, at vi havde kvalme. Så fik vi udleveret 10 receptpligtige kvalmepiller – nemt og enkelt.