Så er vi klar til vores første dag i Varanasi, som er en af Indiens hellige byer. Det er her pilgrimme kommer for at vaske alle deres synder væk i Ganges. Det er ligeledes her Hinduer tager til for at dø, blive brændt og smidt i Ganges. Når man dør og bliver brændt ved Ganges bredden i Varanasi opnår man ”Moksha”, som er befrielsen fra genfødsel, hvilket er det højeste en Hindu kan opnå. Hver dag går omkring 60.000 mennesker ned til Ganges, hvor de fra de forskellige Ghats (trapper), som går ned i floden, tager deres daglige bad/renselsesritual. Ganges er ekstremt forurenet. Faktisk så slemt, at vandet ved Varanasi indeholder 1,5 millioner kolibakterier pr. 100 ml. vand. Til sammenligning må badevand i Danmark max indeholde 500 kolibakterier pr. 100 ml. vand. Trods denne ekstreme forurening bader Inderne i Ganges, de børster tænder, vasker tøj og drikker det. Selv vandet i vandhanerne er vand fra Ganges, som de fører igennem et vandværk, hvor det renses, på bedste vis og føres ud til hoteller og andre huse med indlagt vand. Føj. Vi skal kun være i Varanasi i 2 dage, da det er en af de byer i Indien, der bare skal opleves, men vist også et sted, hvor man glæder sig til at komme væk fra igen.

Folk der bader i Ganges hellige vand Folk der bader i Ganges hellige vand
Vi starter dagen kl. 05.00, hvor vi skal sejle på Ganges i en robåd med bådfører. Vi starter turen fra Assi Ghat, som er den sidste Ghat i Varanasi. Vi sejler hele vejen langs bredden til Marnikarnika Ghat og tilbage igen. Varanasi har omkring 80 Ghats på en 7 km. strækning. Det er trapper ned til floden, som ligger den ene efterfulgt af den næste. 3 af disse Ghats er brændsteder, hvor de døde brændes offentligt. Vi sejler i en robåd med tre indiske mænd, som taler meget dårligt engelsk, hvis de overhovedet taler noget engelsk. Og hvis de gør, så er de ikke til at forstå, for de har munden fyldt op med noget rødt tobak, som blandes med spyt. Det ligger mellem tænder og underlæbe og indimellem har de så meget, at de savler lidt. Det kan være temmelig kvalmefremkaldende at se på. Langs med floden bader folk, mediterer, børster tænder, vasker tøj m.m. Kvinderne bader med deres farverige sarier på. Vandbøfler, køer og hunde svømmer også rundt i det beskidte vand, som vi ikke engang tør sætte fingrene ned i, i fare for at få en hudinfektion. Vi kommer til Marnikarnika Ghat, som er det helligste brændested ved Ganges bredden. Bådmanden sejler os helt ind til trappekanten, hvorefter han forlader båden, for at hente tobak. Her sidder vi så med et lig liggende på en bambus båre smukt pyntet med blomster, en meter fra vores båd. En flok mænd øser en masse vand på ham og dypper ham mange gange i floden. Vi syntes vi er temmelig tæt på, men de lader sig ikke genere af os og vi kan ligesom ikke komme derfra før vores bådmand kommer tilbage. Det er en blanding af en barsk oplevelse og et smukt syn. Meget anderledes end noget vi nogensinde har oplevet før. Bådtur på Ganges Os som kommer fra et land, hvor døden er noget vi ikke er så åbne omkring og til at stå i forreste række med et lig, som venter på at komme på et bål. Når liget er brændt, hvilket tager mange timer og koster mange penge i brænde, så kastes asken i Ganges. Nogen familier har ikke råd til at købe nok brænde, hvilket betyder, at de er nødt til at kaste de halvbrændte lig i floden og det er ikke unormalt, at man ser ligdele flyde rundt i vandoverfladen. Hellige mænd, børn og køer brændes ikke, men smides i stedet i floden med sten om benene. Men snoren opløses oftest før liget, så disse ligdele kan også ses flyde rundt i vandet. Heldigvis ser vi ikke umiddelbart noget mistænkeligt. Kun mor ser noget, som helt sikkert er en hjerne der flyder, men mon ikke fantasien hjælper hende lidt. På vejen tilbage til Assi Ghat knækker den ene åre i den kraftige strøm, så vi sidder længe i båden og venter på, at de får lavet en ny. Dette gøres ved at de borer med en mindst 100 år gammel hånd boremaskine og forsøger at skrue bundbrædder fra båden sammen til en åre. Så må vi se, om vi stadig kan flyde. Strømmen er meget stærk og flere gange er de nødt til at gå i vandet og trække eller skubbe båden gennem strømmen. Vi er hjemme på Hotel Haifa kl. 8.30, hvor vi spiser morgenmad. Bagefter tager vi alle en formiddagslur. Før middag går vi til Durga Templet. Vi går ca. 3 km. forkert, men ser så den del af Varanasi, som vi ellers ikke ville have set. En energisk turistfældemand går sammen med os i over en halv time og bliver ved med at fortælle os, at han ikke er sælger, men han er vores ven, som helt tilfældigvis har en forretning, som han gerne vil vise os. Sjovt nok har han da helt misforstået noget, for vi er i hvert fald ikke venner med ham. Det er meget typisk hernede at de forfølger os og de giver ikke bare op. Det er ret irriterende. Hvis vi standser for at kigge på et kort eller lige venter på hinanden flokkes inderne om os som fluer på en lort. Og de holder sig ikke tilbage for at mase sig indimellem os, så de står midt i rundkredsen. Det er meget grænseoverskridende. Vi forsøger at lukke cirklen, når vi standser, men de er dygtige og kan altid lige presse sig ind eller stille sig, så vi kan mærke deres ånde i nakken. Ubehageligt.  Monkey Temple – Durga Templet Durga Templet er ikke noget specielt, så vi er der kun i ganske kort tid. Helge og Kirsten tager hjem, mens vi andre går en lang tur i de små smalle gader langs med Ganges. Her oplever vi de lokale, som er interesserede i os uden at have en skummel bagtanke. Det er positivt. Gaderne er meget smalle og stadig beskidte og ildelugtende, hvilket ikke bliver bedre, når temperaturen begynder at snige sig et godt stykke op over 40 grader. Det er en labyrint af gader og Ghats og meget spændende. Vi forsøger at finde noget at spise, men opgiver, da vi ikke finder et eneste tiltalende spisested. Tager i stedet en cykelrickshaw tilbage til hotellet, hvor vi spiser frokost. Kl. 18 skal vi igen ud og sejle på Ganges. Det anbefales, at man tager både en morgen og en aftentur, da livet er forskelligt på de forskellige tider af dagen. Vi sejler til Dasaswamedh Ghat, som er hoved Ghat i Varanasi. Her er der hver aften en ceremoni. Vi ved ikke helt hvad det betyder, men det er flot og meget spirituelt. Vi oplever det fra vores robåd. Det er musik, ild, og en masse ritualer som gennemføres. Vi sejler tilbage i mørke. Dejlig ro, hvilket er helt usædvanligt i Indien. Jeg springer aftensmaden over. Syntes jeg mangler appetit.