Dagen starter ok. Vi vil have styr på det vi skal i Puno, have bestilt bus videre til Bolivia og en bådtur ud på søen. Puno er en meget lokal by, hvor folk opholder sig i ganske kort tid, for at se et par steder ude på Titicacasøen. Specielt for søen er at det er Sydamerikas, den er verdens største sø i en højde over 2000 meter. Titicaca ligger i 3820m. Og så er det verdens højeste beliggende sø med passagerbåde. Udover disse facts, så er søen helt speciel klar pga højden og vejrforhold. Det er også her Urofolket bor på sivøer, sejler i sivbåde, spiser siv m.m. Vi bestiller en bådtur til imorgen og bus videre til Copacabana i Bolivia til lørdag. Så langt så godt. Desværre begynder planen at gå mere skidt end godt. Jeg har kvalme og ondt i kroppen. Lange timer med opkast, feber mm. starter. Stefan får skubbet hele planlægningen en dag. De er søde på bureauet og forstående. Tilbage på hotellet får vi at vide, at de desværre skal bruge vores værelse i morgen. Lidt uoverskueligt. De finder et andet hotel til os lige i nærheden til samme pris. Jeg bliver tilbudt Cocablade, som skulle virke helbredende, men jeg holder mig til Panodil.