Dejligt at få en ordentlig nats søvn. Vi bor på et fint hotel, hvor vi betaler $25 pr nat. Vi kan kun være her i to nætter, så vi skal have fundet et andet sted at være de sidste to nætter i Cusco. Vi forhører os på Pirwa Hostal Familiar, som var fuldt optaget sidst vi var der. Vi får et værelse reserveret til mandag. I dag vil vi til Pisac, som er en lille Andes landsby 30 km fra Cusco. De har et søndagsmarked, som skulle være en oplevelse. Vi finder busstationen pa Av. Tullamayo og springer på den første, propfyldte bus. Vi bliver flere og flere i bussen og vi snegler os afsted op gennem bjergene. Vi sidder næsten foran ved chaufføren på en lille fohøjning, hvor motoren vist sidder lige neden under. Efter de første km op af bjerget bliver det varmere og varmere. Vi har ikke mulighed for at rejse os og vores bagdel er efterhånden brændt og følelsesløs. Vi sidder på henholdsvis Lonely Planet bogen og den lille ordbog vi har med. Bussen fyldes med folk, grøntsager og andet godt. De lokale syntes det hele er vældig sjovt. Vi når Pisac efter en time i bus. På markedet kan vi få alt fra Alpaca uld til foråsløg. Vi får gjort en del gode handler, syntes vi selv. Inde i en lille gård ser vi et flot lerbur med marsvin og ved siden af en kæmpe stenovn. På et fad ved siden af ovnen ligger de nystegte marsvin med hoved og det hele. Vi nøjes med at kigge på dem og holder os til at drikke en cola. Over middag tager vi tilbage til Cusco med en endnu mere fyldt bus. Jeg sidder oppe i forruden og Stefan forsøger at holde sig fast ved at sætte hænderne i loftet. Stefan finder ud af at der mangler 100 Soles i hans lomme, hvilket irriterer os. Senere finder vi heldigvis ud af, at pengene ikke mangler. Stefan har flyttet dem fra en lomme til en anden. Så den gamle dame, som har fået skylden, går fri i denne omgang. Igen i aften spiser vi på Los Perros. Super mad lige om hjørnet.