Vi står tidligt op for at komme ned til Estacion Huanchac, som er stationen med toget til Puno. Vi skal køre i tog i 10 timer. Vi vil handle på vejen, men alt er lukket, både supermarkedet på Plaza, pegekøbmænd og bagerier. Ved stationen køber vi en cola, 2 boller og en pose chips, så vi har lidt hvis vi ikke kan købe noget på vejen. Toget kører, til vores store forbavselse, præcis kl. 8. En stewardesse kommer rundt og tilbyder en 3 retters menu til $12. Da vi ikke selv har mad med er vi nødt til at bestille det. Hele formiddagen kravler toget afsted, langsomt op af bjergene. Smuk udsigt og vi passerer små landsbyer, hvor alt er meget fattigt. Alle bor i lerhuse med lergulve og meget spartansk. Toget stopper i 4200 meters højde, som er det højeste punkt på turen. Det er verdens højeste beliggende jernbane. Her er der lidt souvenirboder. Kl 12 får vi den fine tre retters menu, men vi ser andre få serveret de lækreste sandwich og burgere. Det viser sig, at vi kunne have bestilt andet end den dyre menu, men det glemte hun bare lige at tilbyde os. Lidt surt, da den dyre menu slet ikke er os. Resten af dagen kører vi på en slette i 4000 meters højde. Meget fladt og fascinerende. Toget stopper i Juliaca, som ligger en time fra Puno. En kaosby eller rettere et hul i jorden. Langs med banen er der boder med alt fra frisører til dæk, mad, ledninger, snor, ja alt kan købes her. Vi ankommer til Puno kl. 18.30. Udenfor banegården overfaldes vi af folk, som vil tilbyde hoteller. De følger efter os i lang tid. Vi har lidt svært ved at finde noget, det er mørkt og vi kender ikke byen. Vi finder tilsidst et ledigt værelse på Hotel Camino Real, som ligger i centrum, tæt ved Calle Lima, som er en gågade. Vi får værelset til $20, hvor normalprisen er $45, så vi er godt tilfredse. Det er godt at være her i lavsæsonen, så er det lette at handle med. Vi får lidt at spise og et lååangt varmt bad, som er tiltrængt efter flere dage uden. Det har været en rigtig spændende togtur, 30 km.t. og dårlige sæder, men det var det hele værd.