Vi tror vi er i rigtig god tid. Vi skal flyve til Quito kl. 12.15. Kl. 9.30 går vi ned til molen, hvor vi regner med at finde en bus til lufthavnen. På vejen går vi lige ind på TAME´s kontor (flyselskabet) for at rekonfirmere vores billetter. Vi spørger til bussen. Han fortæller, at vi bare skal ned til molen og tage bussen kl. 9.00. Det er lidt presset for os, for klokken er nu 9.30. Han skaffer en taxi til os og så går det stærkt. Vi når det hele og sidder selvfølgelig i lufthavnen i 2 timer inden flyet afgår. I lufthavnen møder vi et dansk par fra Hadsten, som rejser med rygsæk rundt i Ecuador i 4 mdr. De har to piger på 4 og 5 år. De er meget inspirerende at snakke med og pigerne syntes vist også, at det er dejligt at snakke med danskere. De har et hotel i Quito, som er deres udgangspunkt og så rejser de ud derfra. De hjælper os med at skaffe en taxi i lufthavnen og vi får deres telefonnummer, hvis vi får brug for deres hjælp. Dejligt. Vi kommer til Hostel Crossroads i La Mariscal området i Quito. Mariscal kaldes Gringolandia, da der er et overflåd at turister. Værelset koster $18 + 22% i tax med delt bad. Det syntes vi er lidt for dyrt. Vi går på internetcafè og spiser på en restaurant lige om hjørnet. Der er en del, knap så behagelige, gadebørn her og det er ikke sikkert at gå ude efter mørkets frembrud. Vi skynder os hjem efter vi har spist og er så bare på vores værelse resten af aftenen. Vi får lagt lidt planer for dagene i Ecuador. Vores største problem er nu hvordan vi kommer fra Quito til Peru. Det vil tage 2 døgn i bus, som er billigt eller vi kan flyve hele vejen, men det koster 3000 kr. Vi undersøger det lige nærmere og tænker så lige hvor meget vi har lyst til at give for turen.