Vores bådsmand fra sidste snorkeltur er klar igen her til morgen. De har fået styr på svømmefødder men veste til børnene kniber det lidt med. Vi ved godt at det ikke hjælper at brokke os, for de har ikke andet. Så vi smiler og vidste nok godt på forhånd, at de ikke kunne skaffe veste. Men det var forsøget værd. Inden vi kommer afsted er vi lige tilbage i hytten to gange efter glemte ting. Så lægger vi fra land men må tilbage efter bådsmandens maske og snorkel og da vi når første snorkelsted opdager vi, at de små dykkerbriller ikke er med. Så går Anna i baglås og med armene over kors får hun bestemt fortalt, at så skal hun slet ikke i vandet. Bådsmanden tilbyder med det samme at sejle tilbage igen, da han, uden at kunne forstå dansk, godt kan se, hvad det drejer sig om. Så vi sejler da bare tilbage igen. Vi er heldige med, at vi har en meget sød bådsmand som er god til børn. Efter to snorkelstop får vi ham til at sejle til Gili Trawangan, som er den største og mest veludviklede af Gili øerne. Allerede ved indsejling er vi glade for, at det er Meno, vi bor på. Der er alt for mange mennesker og den skønne ø charme mangler. Efter 4 timer er vi tilbage igen og betaler, ligesom sidst, 700.000 IRP (350 kr) for turen. Sidst på dagen går vi tværs over øen og modsat vej rundt af solnedgangen. Her oplever vi, hvordan naturen ændrer sig pludseligt. Der er så lavvande at havbunden er blottet og vi kan gå ovenpå koraller og små vandhuller, hvor der gemmer sig søpindsvin, små fisk, søstjerner og andre levende dyr og organismer. Det er en meget speciel oplevelse at gå rundt på havbunden langt fra stranden.
Stefan klager over mavesmerter og går i seng med feber.